Pleje af strik fra Clipper

Behandling af uld

Det tøj, vi køber, skal være bekvemt og rart at have på. Hos Clipper bruger vi uld i mange af vores produkter, fordi uld har de unikke egenskaber, som giver os den komfort vi ønsker – året rundt. Uld holder os varme, når det er koldt. Men faktum er, at letvægtsuld også holder kroppen afkølet, når det er varmt. Det skyldes, at uldfibrene ånder og også lader huden ånde. Der findes ikke noget som uld - og i dag er uld også nem at vedligeholde.

 

Uld som behandles godt, bevarer sit udseende længere end de fleste andre fibre. Se efter den isyede etiket med plejevejledning og følg den. Anvisningerne varierer efter hvilken type uld, der er tale om, hvilket garn, der er anvendt, og hvilken behandling, tøjet har fået. Symbolerne viser, hvordan varen skal behandles, for at bevare sit udseende, sin struktur og øvrige egenskaber.

 

Undgå at bruge det samme tøj to dage i træk, så uldfibrene får tid til at genvinde deres naturlige spændstighed. Tøm altid lommerne og hæng gerne tøjet til luftning, gerne så fugtigt som muligt. Dette renser ulden og giver tøjet mulighed for at genvinde sin pasform. Når tøjet opbevares bør det altid hænges luftigt - det bør ikke presses sammen på alt for snæver plads. Uldtøj, der bliver vådt, skal tørres straks, men aldrig direkte på en radiator, i stærkt sollys eller f.eks. foran en kamin eller pejs. Tøjet må ikke tørretumbles, medmindre det fremgår af plejeetiketten, at det er tilrådeligt.

Håndvask

Vask tøjet i lunkent vand (max 40oC). Brug uldvaskemiddel, dvs. et vaskemiddel uden enzymer og blegemiddel. Vrangsiden kan med fordel vendes ud for at beskytte eventuelle løse fibre. Sørg for, at vaskemidlet er helt opløst, før tøjet lægges i vandet. En ultrakort iblødsætning på højst 5 min. kan hjælpe med at opløse smuds. Gnid ikke! Tryk blot vaskevandet forsigtigt gennem tøjet. Skyl først i lunkent vand, derefter i koldt. Vrid ikke tøjet! Strikvarer kan enten rulles ind i et rent håndklæde ca. ½ time eller centrifugeres et øjeblik på vaskemaskinens skåneprogram. Hæng aldrig strikvarer direkte på en tørresnor, men træk det i facon og læg det plant på et tørt, rent håndklæde.

Maskinvask

Der findes flere uld-kvaliteter, der kan vaskes i maskine og stadig ser godt ud, selv efter mange ganges vask. Vend eventuelt vrangsiden ud. Læg ikke tøjet i blød! Anvend maskinens uldprogram på 40oC (en brudt streg under symbolet betyder, at tøjet skal behandles særligt skånsomt) og et uldvaskemiddel uden enzymer og blegemiddel. Efter en kort centrifugering kan uldstrik tørres plant og først hænges på bøjle, når det er næsten tørt. Tøjet kan eventuelt presses med dampstrygejern eller termostatjern og et fugtigt presseklæde.

Total Easy Care

Måske viser hængeetiketten, at dit tøj er mærket som Total Easy Care. I så fald kan det vaskes som beskrevet ovenfor. Når skånecentrifugering er afsluttet, kan tøjet tørres i tørretumbler ved lav temperatur. NB! Kun tøj, som er mærket Total Easy Care må tørretumbles, og kun ved lav temperatur.

Vaskemidler til uld

Hvad enten du vasker dine uldvarer i hånden eller i maskine, råder vi dig til at bruge et særligt uldvaskemiddel. Vælg et mærke, som har Woolmark-symbolet på pakningen, så ved du, at det er testet og godkendt af The Woolmark Company. Der findes midler såvel i flydende form, som pulver og spåner.

Tørretumbling

Tekstiler i uld må aldrig tørretumbles, med mindre det er angivet på plejeetiketten.

Presning

De fleste beklædningsgenstande kan have godt af at blive presset fra tid til anden. Bruges et termostatjern uden damp, lægges et fugtigt presseklæde over, ellers dampstryges med et tørt presseklæde over for at undgå blanke strygemærker.

Behandling af bomuld

Tøj af bomuld er komfortabelt, slidstærkt, nemt at vaske og har en stor absorberingsevne. Det bør vaskes efter etiketteringen og gerne med et vaskemiddel, der tager hensyn til produktets farve.

 

Du kan med fordel springe en vask over en gang imellem og blot hænge din bomuldstrøje ud natten over eller på en fugtig dag. Det fjerner evt. lugte og frisker trøjen op.